Veterinærsygeplejerske til Rødovres bedste team
Vi søger dig, der er en holdspiller og synes, at anæstesi, tandarbejde og masser af søde klienter og patienter lyder som en dejlig hverdag.
Hvem er vi:
Vi har en mellemstor klinik, der ligger lige ved Rødovre Centrum på Højnæsvej.
Vi er fuldt udstyret med in house laboratorie, gode muligheder for billeddiagnostik, stor operationsstue og tandrum med 2 stationer.
Vi er almen praksis, men laver alt fra tandarbejde til billeddiagnostik og masser af bløddelskirurgi.
Vi har mange faste kunder og sætter en stor ære i at skabe en god oplevelse for både klienter og patienter, så de føler sig trygge og kommer igen.
Vores team:
Lige nu er vi 4 dyrlæger og 2 veterinær sygeplejersker (ud over dig) og søger nu vores 3. veterinærsygeplejerske til holdet.
Trivsel er noget, der ligger os meget på sinde, og vi gør hver dag, hvad vi kan, for at alle møder glade ind på arbejde og går glade hjem igen. Vi er et ungt team, der samtidig har masser af erfaring, og vi har det rigtig godt sammen både på og udenfor arbejde.
Vi har åbent fra kl. 8-17 mandag til fredag og har derfor ingen vagt- eller weekendarbejde.
Hvem er du?
Vi søger en sød og stabil veterinærsygeplejerske, der har ja-hatten på, og som har mod på en alsidig hverdag.
Vi drømmer om en veterinærsygeplejerske med et par års erfaring, men er du nyuddannet, hører vi også gerne fra dig.
Vores nye veterinærsygeplejerske skal kunne være selvstændig i anæstesien og synes, at det er sjovt at være med på operationen til dagligt, da det vil blive dine primære arbejdsopgaver.
Det er et stort plus, hvis du synes, at tandpatienter er spændende, og selv kan lave en fuld oral status inkl. røntgen.
Det praktiske:
Vi søger en veterinærsygeplejerske med start hurtigst muligt, senest 1/7.
Stillingen er på 37 timer.
Ansøgningsfrist 25/5/2026.
Vi holder løbende samtaler, så tøv ikke med at sende din ansøgning afsted!
Alle ansøgninger modtages gennem linket via dette opslag, men har du spørgsmål, kan du kontakte klinikken på tlf.: 70160101 og spørge efter Louise.
Vi tilbyder efteruddannelse og meget mere!
Vi ønsker vores medarbejdere er fagligt nysgerrige, og har lyst til at udfordres gennem kurser og efteruddannelse. Hos os er det at udvise tillid, kollegialt sammenhold samt udøve vores professionalisme en del af vores kerneværdier. Vi er en del af VetGruppen A/S og derfor en del af et dansk større fællesskab som inkluderer mere end 50 smådyrsklinikker samt større dyrehospitaler landet over.
Vi har et samarbejde på tværs af klinikkerne i VetGruppen, og hjælper hinanden med faglig sparring og henvisninger. Vi kan tilbyde vores patienter specialiserede udredninger og behandlinger på et af vores større dyrehospitaler. VetGruppens fællesskab kommer derfor både vores patienter, vores medarbejdere og den faglige udvikling til gavn. VetGruppen har derudover sin egen kursusvirksomhed kaldet VLEARN.
- Afdeling
- Dyrlægehuset Rødovre
- Lokationer
- Dyrlægehuset Rødovre
- Ansættelsesform
- Fuldtid
- Ansøgningsfrist:
- 1. juli 2026
Dyrlægehuset Rødovre
Vi tror på, at et stærkt socialt og kollegialt fællesskab er væsentligt for en god og velfungerende hverdag.
Om VetGruppen
VetGruppen er et netværk af lokale dyreklinikker og hospitaler, der arbejder tæt sammen for at sikre optimal sundhed for dyr. Vi består af dygtige dyrlæger og veterinærsygeplejersker med hver deres specialområde, hvilket sikrer kompetent og professionel pleje, uanset om der er tale om vaccination af hund, sundhedsundersøgelse af kat eller handelsundersøgelse af hest.