Kunde- og Kliniksupporter i VetGruppens Fælles Call Center
Bliv Kunde- og Kliniksupporter i VetGruppens Fælles Call Center
Elsker du at give en god og hurtig kundeoplevelse og er du systemstærk? Så kom og bliv vores nye kollega! Vi har et stærkt formål: Sørge for at dyreejerne får nem og hurtig hjælp til booking samt yde support til vores klinikker og hospitaler.
Om VetGruppen
VetGruppen er en gruppe af mere end 50 dyrehospitaler med fokus på primært hunde, katte og heste. Siden 2019 er vi vokset markant og tæller i dag næsten 800 kolleger i Danmark. Internationalt har vi kollegaer i 8 lande – og vi fortsætter med at vokse.
Du bliver en del af et uformelt miljø på hovedkontoret, med gang i den og korte beslutningsveje. Du indgår i et mindre team af primært veterinærsygeplejersker, som hver dag gør en mærkbar forskel for kunder og klinikker. Stillingen refererer til Head of Marketing.
Om Rollen
Din primære opgave vil være at tage opkald fra kunder og hjælpe dem med at booke tid på vores klinikker og hospitaler samt svare på spørgsmål.
Være superbruger i vores kliniksystem (Vettigo), hvor du vil være kontaktperson til klinikkerne i forhold til udfordringer og spørgsmål til funktionaliteten i Vettigo.
Opdatere og vedligeholde data i kliniksystemet og sikre korrekt registrering.
Håndtere oprettelser/opsigelser etc. i vores sundhedsplan VetCare.
Ringe ud til kunder.
Bidrage til at udvikle og optimere processer og arbejdsgange i samarbejde med teamet.
Der er ingen vagt- eller weekendarbejde, arbejdet varetages i dagtimerne i hverdagene.
Kvalifikationer
Da dit primære arbejde består i at være i kontakt med dyreejere og klinikker på telefonen, er det allervigtigste, at du er imødekommende og serviceminded og godt kan lide at kommunikere per telefon.
Bookinger foretages i kliniksystemet, som du skal blive superbruger i. Derfor er det vigtigt du har klinik- og systemforståelse og generel flair for IT. Det er en fordel, hvis du har erfaring med Vettigo, men ikke et krav.
God til at holde overblik over mange opkald og til at arbejde struktureret.
God til kontekstskift, da vores klinikker, kunder og dyr er forskellige. Typisk håndteres mails, når der er pause mellem opkald.
Kommunikerende og team-orienteret, du inddrager kollegaer, hvis du er i tvivl om noget, eller der er noget de skal være opmærksomme på.
Det er en fordel hvis du er veterinærsygeplejerske, dyrlæge eller på anden måde har erfaring eller uddannelse inden for den veterinære branche.
Det er et krav at du er flydende i dansk, da al kundekontakt foregår på dansk.
Er stillingen interessant for dig?
Ansøgningsfristen er onsdag den 29. juli og samtaler afholdes derefter.
Startdato er hurtigst muligt.
Vi modtager kun ansøgninger gennem vores rekrutteringssystem, så ansøg venligst derigennem. Har du spørgsmål til stillingen, så skriv til kontakt.vetsupport@vetgruppen.dk
Stillingen er fuldtid, og primær arbejdsplads er på vores kontor på Hovedvejen 3C i Glostrup.
- Afdeling
- Marketing & Communications
- Lokationer
- VetQuarter (hovedkontoret)
- Ansættelsesform
- Fuldtid
- Ansættelsesniveau
- Supportmedarbejdere
- Ansøgningsfrist:
- 29. juli 2026
VetQuarter (hovedkontoret)
Vi tror på, at et stærkt socialt og kollegialt fællesskab er væsentligt for en god og velfungerende hverdag.
Om VetGruppen
VetGruppen er et netværk af lokale dyreklinikker og hospitaler, der arbejder tæt sammen for at sikre optimal sundhed for dyr. Vi består af dygtige dyrlæger og veterinærsygeplejersker med hver deres specialområde, hvilket sikrer kompetent og professionel pleje, uanset om der er tale om vaccination af hund, sundhedsundersøgelse af kat eller handelsundersøgelse af hest.